Øjenbrynsløft
Øjenbrynsløft sigter mod at fjerne nogle af de udseendemæssige gener, som alderen kan give i form af tunge øjenlåg og et træt udseende. Operationen giver et mere ungdommeligt og friskere udseende med færre rynker i panden og løftede øjenbryn og foregår normalt med lokal bedøvelse og ambulant.
Patientinformation
Formål:
At løfte øjenbrynene, så øjenlågene virker mindre tunge og panden afslappes og tværgående rynker dermed mindskes.
Generelt:
Med alderen synker øjenbrynene på grund af slaphed i huden og pandens muskulatur. Generne kan være et træt udseende med tunge øjenlåg. Der kan være fysiske gener i form af træthed og hovedpine af at løfte øjenbrynene. Hvis kun den ydre del af øjenbrynet er sunket, kan det korrigeres ved en mindre operation med snit langs hårgrænsen i tindingen. Evt. kan overskydende hud på øvre øjenlåg korrigeres samtidigt.
Operationen:
Foregår som regel i lokal bedøvelse og ambulant. Snittet lægges oftest i hårgrænsen i pandens øverste del ud mod tindingen.
Pandens hud og muskler løsnes ned til øjenbrynene. Herefter trækkes vævet opad og sys sammen under passende stramning, så den nye position af øjenbrynet fastholdes. Panden holdes i ro i en uge, som regel med en forbinding. Operation af øvre øjenlåg foretages ofte samtidigt. I enkelte tilfælde, specielt hos ældre mennesker, kan snittet lægges lige over selve øjenbrynet, men dette giver ofte synlige ar.
Forløb:
Pandemusklerne skal holdes meget i ro for ikke at trække i det væv, som er blevet løsnet og gerne skulle fæstne sig højere oppe. Man kan have smerter i panden og evt. have behov for smertestillende medicin i nogle dage. Forbinding og tråde fjernes efter en uge. Det tilrådes at ligge med kolde pakninger over øjnene og panden det første døgn efter operationen.
Bivirkninger:
Hævelse og misfarvning i panden og omkring øjnene. Nedsat følesans i panden kan forekomme længe og kan i sjældne tilfælde være permanent.
Komplikationer:
Blødning, infektion og forsinket sårheling ses sjældent. Trådene og vævet kan give sig for tidligt så panden ikke sætter sig på det ønskede sted. Midlertidig nervepåvirkning med nedsat bevægelighed af pandemusklerne forekommer, men permanent nervepåvirkning af pandemusklerne er meget sjælden.
Forventet resultat:
Løftede øjenbryn og færre rynker i panden. Bedring af hængende øvre øjenlåg, især hvis der samtidigt også er foretaget operation af øjenlågene. Øjenbrynene kan sænke sig igen efter en kortere eller længere årrække.
Tryghedspakke
Tryghed er et omdrejningspunkt hos Bjerregaard Plastikkirurgisk klinik.
Der kan være mange tvivlsspørgsmål i forbindelse med et kosmetisk indgreb, og hos os får du et tilpasset forløb med din personlige kirurg.